Mit navn er Signe Sparholt Andersen, og jeg er uddannet Massør/Sportsmassør, Personlig træner og Fysioterapeut.
Som behandler går jeg først og fremmest op i at du føler dig godt tilpas, får den behandling og de resultater du efterspørger, og at vi sammen kan finde den bedste løsning til dig. Jeg arbejder i dybden, meget grundigt og detaljeret, og jeg har ikke nogen fast rutine der bare bliver kørt af. Det er et tæt samarbejde mellem dig og mig.
Vores vigtigste opgave i samarbejdet, er at få dit nervesystem til at slappe af, så har jeg nemlig det bedste udgangspunkt for behandling. Du vil måske opleve at jeg arbejder bredere end din umiddelbare smerte/skade oplevelse; det er fordi jeg ser kroppen som en helhed, og derfor giver det ofte mening at se lidt bredere på problematikken.
Jeg vil altid sammensætte en behandling, efter mine bedste evner og kunnen, så den passer til lige netop dig
Læs mere under Sportsmassage
Jeg har altid levet et aktivt liv og været fascineret af kroppen
Alle de evner, uendelige fysiske muligheder, grænser og helings processer kroppen rummer. Jeg har selv dyrket spring/rytme gymnastik siden jeg var helt lille, og sammen med sejlads, ballet, løb, moderne dans, klatring, funktionel træning, styrketræning og en masse andet fysisk aktivitet, har jeg været godt omkring i sportsverdenen.
I 2011 tog Nycirkus min fulde opmærksomhed og jeg startede på AFUK, Akademiet For Utæmmet Kreativitet. Fascinationen og en særlig interesse faldt hurtigt på luftakrobatik, og jeg begyndte med disciplinen Stropper. Det var hård træning på 6-8 timer hver dag igennem to år, og det blev en ny livsstil for mig. Det var et super spændende miljø at blive en del af, med netværk i hele verden, og for mig var det et kæmpe boost at se og mærke hvad jeg var i stand til at udrette med min egen krop.
En længerevarende smerteproblematik, har gjort min rejse ekstra udfordrende
Da jeg var 16-17 år, landede jeg forkert i et spring og kunne ikke rejse mig op igen, og jeg havde ondt i den nederste del af ryggen. Alle sundhedsfaglige personer jeg mødte den gang, anerkendte slet ikke min skade, jeg blev mødt med en masse skepsis og standard tests som ikke kunne bruges til noget. Jeg fik bare besked på at tage mig sammen, tage noget smertestillende medicin og stoppe med at træne. Jeg havde mange smerter og kunne knap nok gå på trapper, jeg opbyggede en angst for at bevæge mig og var bange for f.eks. at blive skubbet til når nogen gik forbi mig, og jeg blev mere og mere ked af det over ikke at kunne træne og jeg tog på i vægt. Jeg følte mig fanget i en krop, jeg ikke kunne identificere mig med længere.
Efter nogle år i den tilstand, besluttede jeg mig for at bryde mønsteret. Jeg begyndte at løbetræne og kom i rimelig form igen, før jeg startede med nycirkus.
Jeg måtte stoppe med træningen igen efter 2 år, fordi det blev for hårdt med smerterne. Jeg brugte et år med meditation og mindfullness før jeg mødte Niels Jørgensen. Han er personlig træner og er specialiseret i gymnastisk styrketræning, mobilitet og håndstand. Han har hjulpet mig med at finde lysten til at træne igen, udfordre grænser og selvfølgelig blive stærkere og have det sjovt. Jeg har også fået utrolig meget ud af gode faglige diskussioner, om bl.a. smertevidenskab, og udforskende bevægelse med Michael Oren – Movement Therapist.
Nu er jeg stærkere, gladere og står stærkere end jeg nogensinde har gjort. Jeg går meget op i at kunne bevæge mig frit, og har kæmpet for at komme tilbage til at have det sjovt med træning. I sommeren 2019 startede jeg til calisthenics ude i Team Vici og det har været en kæmpe motivation for mig. Både fordi træning altid har været sjovest for mig når det har handlet om udfordringer, lære nye skills eller at flyve højt, men også på grund af det fantastiske fællesskab der er i sporten! Nu har jeg åbnet mit eget Calisthenics træningscenter sammen med min kære mand David. Tjek det ud – Cali Klubben
Cirkusbehandler
Jeg specialiserer mig i at behandle cirkusartister. Jeg er en som forstår kroppen og véd hvad det vil sige at træne hårdt og målrettet. Jeg ved også at der skal rigtig meget til når man skal leve af sin krops præstationer.
Hvis man vil have succes i en branche så hård, er man nødt til at lytte lidt til sin krop og tage restitutionen seriøst. Jeg vil gerne implementere vigtigheden af at få behandling før det er for sent.
Det er nødvendigt med den rigtige træning, kost, søvn og afspænding (sportsmassage), for at forblive sund og skadesfri.
Ovenstående gælder selvfølgelig i alle sportsgrene, så du er velkommen uanset din baggrund.
Uddannelse/Baggrund
Jeg er uddannet Massør/Sportsmassør (Fysiurgisk massage målrettet sportsfolk) og Sportsterapeut (Event sportsmassage, Triggerpunkts terapi, Sportszoneterapi, Sportsakupunktur, Kinesiotaping, PNF-udspænding, Restitutions konceptet mm.) fra Sportskropsskolen, 2015. Jeg har virkelig mange ekstra kurser i massage, udvidet anatomi, vejrtrækning, sundhed, smerter mm., og så er jeg uddannet Fysioterapeut, juni 2020.
Jeg er meget interesseret i og nysgerrig på hvad smerter er for en størrelse, og derfor gør jeg mit bedste for at holde mig opdateret i den nyeste smertevidenskab (se evt. smertevidenskab.dk eller bodyandmind.org), med bl.a. den biopsykosociale smertemodel, fokus på nervesystemet og mental sundhed. Det er en vigtig del i min tilgang til behandling.
Udover det, er jeg uddannet kostvejleder/slankekonsulent fra At Work, 2014, en basis uddannelse, som giver mig mulighed for at sammensætte en god kostplan, både i forhold til træning og vægttab.
Jeg glæder mig til at behandle dig
Signe Sparholt Andersen – Sparholt Sportsklinik